hecker.dk

This is my vent. When I encounter strange behaviour, stupidity beyond comprehension, or simply if I want to share this will be the place I'll do just that. Some post will be in English some in Danish. None in French, German, Old- or Middle English. Jan

Huttelihut – slut….

Hvert år betaler jeg – mere eller mindre entusiastisk – en medielicens på kr. 2150,- til Danmarks Radio (og min regionale TV2-station). For det får jeg alt mellem Matador og PengeMagasinet, DisneySjov og Før Søndagen. Jeg har som udgangspunkt intet imod at betale for en vare jeg selv har valgt, og som jeg kender indholdet på. Ligesom når jeg køber Minimælk fremfor Sødmælk. Det er mit valg, jeg ved, hvad jeg får. Sådan er kapitalismen. Fint nok.

Men 2150 kroner er altså en slags penge, og jeg har derfor en berettiget forventning om, at jeg har noget at vælge imellem.

Herunder sport… Jeg er langtfra en stor sportsidiot. Jeg ser landsholdsport af varierende natur. Især fodbold og håndbold. Desuden kan jeg godt lide Formel 1 og OL (begge varianter). Det er vist en meget gennemsnitlig sportsinteresse.

Jeg kunne derfor aldrig drømme om at se de deciderede sportskanaler. De er ensidige (ligesom jeg ikke har interesse i fx filmkanaler – trods min strore interesse for film), og måske endda fordummende. De viser KUN transmissioner eller kommentatorpaneler. Ingen kritisk journalistik, magasiner eller baggrund. Kun transmissioner… Med andre ord: Kedeligt. Dette gælder også TV2-Sport.

Derfor har jeg altid været vældig glad for DR-Sporten. Godt og varieret stof, og i fordøjelige mængder.

Men nu har DR bygget (eller er i gang med at bygge) en koncertsal på Amager – og det er løbet lidt løbsk. Det er et hus der især kommer københavnerne til gode. Det er dem såmænd velundt, men hvorfor skal mine 2150 kroner bruges til en koncertsal, jeg sandsynligvis aldrig kommer i nærheden af, og ikke til tv?

Det er over min fatteevne (hvor begrænset den end er), at det er sporten der skal betale for en uduelig projektstyring, en politisk beslutning – som de ansvarlige ikke vil tage ansvaret for og for et prestigebyggeri ingen egentlig vil have.

Konsekvensen af denne udueligehed er altså, at hvis jeg fremover vil se OL, WM og lignende, bliver jeg nødt til at se TV2-Sport. Det koster mig kr 25,- om måneden, dvs. kr 300,- om året. Hver måned. For, i gennemsnit, at se måske 2 timers tv hver af de samme måneder. Det er ikke meget valuta for de penge.

Jeg ville langt hellere betale de 300,- oven i i den eksisterende medielicens, og dermed få en seriøs sportsdækning (og meget andet!) fra DR.

Jeg synes staten bør gå ind og give DR et statsgaranteret lån samt underskudsgaranti de næste 10 år. Det er den eneste farbare vej til ordentlig public service. Det koster sikkert staten et eller andet milliard-beløb. Og hvad så? Sidste år var der et overskud på 80 miliarder på statens finanser, og iflg Thor Pedersen kan vi snart købe hele verden…

Hvad med at nøjes med at købe Danmarks Radio?

No comments yet. Be the first.

Leave a reply